Get Adobe Flash player

Velkommen

Min vision med kjolesalonen og med mine kjoler – er helt enkelt, at jeg vil skabe tøj der fremhæver den feminine side af kvindekroppen istedet for at skjule den.
Jeg tror på at man kan se på en kvinde om hun føler sig godt tilpas i kjolen, derfor bruger jeg meget tid i udvælgelsen af kjolerne sammen med kunden – jeg vil se at man har det godt i tøjet. Mange af os har en tendens til altid at vælge det sikre og går derfor tit forbi fornyelsen – så hvis du har lyst prøver jeg ofte at sprænge grænserne for, hvad du tror du kan bære.
Derfor kan det godt tage tid at finde det rigtige. Service tager tid.
Ud over at finde den rigtige kjole er det også dejligt hvis du kan bruge den både til hverdag og til fest – jeg hjælper dig med at style den “op og ned”.
Det hele startede med de kreative kvinder i mit liv:
 
Min farmor – min fantastiske farmor som viste mig håndarbejdet. Hun kunne få alt ud af ingen ting. Jeg har ofte viklet garn som hun så fik de fineste ting ud af.
 
Min Dejlige mormor som lærte mig at hækle, først dukketøj – så bøllehatte – tålmodigt og fint.
 
Og min vidunderlige mor som altid har syet mit tøj da jeg var lille – forklædekjoler og kassebukser og som sov med strikketøjet i hænderne.
Da jeg var tredive tegnede jeg på en privat designskole – det førte til nysgerrighed overfor tilskæring, teknisk tegning og det ene førte det andet med sig. Jeg uddannede mig til tilskærer. Jeg gik til optagelseprøve i 91 på Haandarbejdets fremmes skole i Bredgade i København og kom ind på beklædningslinjen med speciale i skind. Her blev jeg uddannet i 94.
Efter min uddannelse startede jeg et lille skrædderi på Østerbro.
Jeg blev optaget af arbejdet med unge og begyndte at undervise unge i alderen fra 10 – 18 år i design og syning.
Jeg har syet for utallige band, teater stykker og brudekjoler.
I dag er jeg den lykkelige ejer af min lille butik i Roskilde.
Når jeg har tid maler jeg sammen med min mand Erik (Noller) Bjørklund som har ateliet Art from skratch. Jeg maler figurativt og han abstrakt – Vi har med stor glæde set at vores arbejder harmonerer med hinanden og derfor maler vi idag sammen.

” Trine Vestersøes billeder bærer præg af en omtumlet tilværelse, hvor mange af de rigtigt svære følelser kommer frem i malerierne.

Der er tale om billeder der på fornemste vis formidler erotik og sanselighed, men også den melankoli der er forbundet med livets op og nedture.

Et omdrejningspunkt i billederne er kroppen, specielt kvindekroppen, der ofte fungerer som midtpunkt i de stilsikre billeder, hvor man både finder figurative og nonfigurative elementer.

Billederne er næsten grafiske i deres udtryk, og det enkle og sikre går igen i alle billeder.

Kontakt mig på: info@kjolesalonen.dk